23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan og et lokalplantillæg, der vedrører Ryesgade Skole, som i dag står delvist tom, da Nordjysk Musikkonservatorium er flyttet til Musik­kens Hus.

Det har vist sig vanskeligt at finde nye lejere til en erhverv­smæssig anvendelse, hvorimod ejendommen har en attraktiv beliggenhed for boliger.

Ejendommen er imidlertid omfattet af lokalplan 09-060, som ikke giver mulighed for etablering af boliger.

Formålet med lokalplantillægget er derfor at supplere de nuværende anven­delsesmuligheder til også at omfatte boliger. Lokalplantillægget forholder sig alene til anvendelsen af de eksisteren­de bygninger på ejendommen. Da bygningerne er fredede, skal Kultur­styrelsen godkende alle bygningsændringer.

Indsigelser, kommentarer og ændringsforslag skal være modtaget i Plan & Udvikling i Aalborg Kommune senest 27. maj 2015.

REGION MIDTJYLLAND

SKANDERBORG: Skanderborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et boligområde mellem Galten og Skovby, hvorefter det kan fremlægges til offentlig høring.

Lokalplanen er udarbejdet efter anmodning fra Jørgen Baastrup Nielsen.

ØLSTRUP: Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune skal på sit møde den 7. april tage stilling til, om Lokalplan nr. 378 og et tilhørende kommuneplantillæg for et område til boligformål og offentligt formål ved Vanting Sø, Ølstrup, skal vedtages endeligt.

Der blev udarbejdet en helhedsplan for Ølstrup i 2013. Helhedsplanen lægger op til, at der skal udstykkes nye attraktive grunde ved den nyanlagte Vanting Sø samtidig med, at byens institutioner og sociale mødesteder skal gentænkes i et nyt multihus.

Formålet med lokalplanen er således at sikre, at der skabes et attraktivt område til boligformål med en høj grad af natur, der samtidig skaber en harmonisk overgang til det åbne land. Desuden er formålet at sikre, at området kan anvendes til offentligt formål således, at der kan opføres et multihus.

Multihuset forventes at indeholde ny børnehave, samlingssted og idrætsfaciliteter.

Administrationen indstiller, at planerne vedtages endeligt.

REGION SYDDANMARK

MIDDELFART: Middelfart Byråd skal på sit møde den 7. april tage stilling til en plan for renovering af dagtilbuddene i Middelfart Kommune.

Ifølge renoveringsplanen er det institutionen Rød Chili, der står for skud i år, hvorefter der tages fat på Kastanieborgen næste år. I 2017 følger så Bakkehuset, Nordlys, Nr. Aaby Børnehus inkl. Søstjernen, Regnbuen, Brenderup Børnehave og Dagplejen.

Rød Chili er prioriteret først i renoveringsplanen fordi institutionen er stærkt nedslidt og indretningen ikke passer til den struktur og organisering, der i dag praktiseres i dagtilbud. Desuden er der i høj grad mangel på tekniske installationer - lige fra stikkontakter til ventilationssystem.

I Kastanieborgen er der et dårligt indeklima med trækgener på grund af manglende mekanisk ventilation i den gamle del af bygningen. Desuden er tagkonstruktionen uden isolering. Disse faktorer er til stor daglig gene i det meste af institutionen og derfor er Kastanieborgen prioriteret som nummer to i renoveringsplanen.

Udgiften til renoveringen af Rød Chili er fire mio. kroner.

MIDDELFART: Middelfart Byråd ser også på et forslag til Lokalplan 161 for tre grunde på Færøvej i Middelfart på mødet den 7. april.

Området er en del af de grønne arealer omkring Middelfart Sygehus, men indgår ikke i sygehusets fremtidige planer, hvorfor der nu kan planlægges for at arealet udstykkes til boligformål.

Lokalplanen er udarbejdet med henblik på at muliggøre udstykning af området og opførelse nyt åbent/lavt boligbyggeri.

Det er Region Syddanmark, der har forespurgt om muligheden for at udstykke tre grunde fra en del af Middelfart Sygehus.

REGION SJÆLLAND

SORØ: Sorø Byråd har vedtaget at fremlægge Forslag til Lokalplan SK 44 for boligbebyggelse på Storgade 13 til offentlig høring.

Lokalplanens formål er, at eksisterende bevaringsværdige bygninger søges bevaret, og at nybyggeri inden for lokalplanområdet udformes, så det harmonerer med den omkringliggende købstadsbebyggelse med hensyn til placering, skala og materialevalg.

Lokalplanforslaget er fremlagt i perioden 1. april - 27. maj.

HOLBÆK: Holbæk Byråd har vedtaget Lokalplan 19.05 for et Boligområde ved Høbjærggård, Tølløse Syd med tilhørende kommuneplantillæg.

Hermed imødekommer byrådet et konkret ønske om at etablere et nyt boligområde i den sydligste del af stationsbyen Tølløse. Planerne åbner mulighed for at etablere mindst 89 boliger i åben/lav bebyggelse og mindst 28 boliger i tæt/lav bebyggelse i området.

Lokalplanen sikrer desuden områdets nuværende landskabelige kvaliteter samt levesteder for dyr og planter gennem udlæg af større grønne områder mellem boligerne.

REGION HOVEDSTADEN

GLADSAXE: Gladsaxe Kommune har planer om at omdanne Seniorcenter Bakkegården til demenscenter, hvilket fordrer ændringer i Bakkegårdens nuværende fysiske rammer.

Særligt de ændringer, som vedrører afskærmning af adgangsforholdene til centret er højt prioriteret, da de er en forudsætning for, at beboerne trygt kan bevæge sig frit rundt inde og ude. Afskærmningen indbefatter indhegning af haven omkring Bakkegården, nye indgangsdøre og kodesikring af elevatorer.

Derudover ønsker Bakkegården etablering af aktivitetsmuligheder på udearealerne, som for eksempel etablering af et haveanlæg med halvtag samt en opvarmet værkstedsbygning, hvor der skal være mulighed for, at interesserede beboere kan arbejde med træ eller småreparationer.

Der er også ønske om ændring af en bestående altan på første sal i mellembygningen til opvarmet opholdslokale med etablering af udvendig flugtvejstrappe, og om omdannelse af en af centrets ældrebolig med mere.

Gladsaxe Kommunes Ejendomscenter har opgjort prisen på de samlede arbejder til ændring af de fysiske rammer på Bakkegården ved etablering af et demenscenter til 3,9 mio. kroner.

Den samlede projektperiode inklusiv projektering, indhentning af byggetilladelse, udbud og byggearbejder forventes afsluttet inden udgangen af 1. kvartal 2016.

Gladsaxe Byråd har sagen på dagsordenen den 8. april.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14