23948sdkhjf

Rådgivende ingeniør øger overskud med 43 procent

Niras kommer ud af 2014 med en markant forbedret indtjening, som primært skyldes fremgang i Skandinavien
Niras sætter rekord på både top- og bundlinje med sine resultater i 2014.

Virksomheden har pæne overskud i både Danmark, Finland og efter en række vanskelige år nu også Sverige. Derudover har Niras haft succes med at lande opgaver på det voksende marked i Norge.

Det fremgår af en meddelelse fra Niras med virksomhedens nøgletal fra årsrapporten, der offentliggøres i slutningen af april.

Det er et tættere samarbejde på tværs af Skandinavien, der har fået Niras godt igennem 2014 med en omsætning på koncernplan, der steg med 5,5 procent til 1.255 mio. kroner og et resultat efter skat, der landede på 33 mio. kroner, som er 10 mio. kroner og 43 procent bedre end året før.

Flere aktiviteter i Norge

”Vi skal tænke Skandinavien som hjemmemarked. Når vi udnytter hinandens spidskompetencer på tværs af landegrænser, giver det en markant markedsfordel. En række nye kontrakter i 2014 har vist styrken i samarbejdet, og at der fortsat er et stort potentiale”, siger adm. direktør Carsten Toft Boesen.

I 2012 købte Niras to norske datterselskaber, som i løbet af året er blevet integreret i de danske forretningsenheder. På det norske marked har Niras nu aktiviteter inden for både byggeri, infrastruktur, miljø, forsyning og informatik.

Blandt projekterne er klimasikring i Sandnes ved Stavanger og udbygningen af havnen i Orkanger ved Trondheim.

Niras lukker ned i Polen

Til gengæld har Niras efter 20 år i Polen valgt at lukke sine aktiviteter efter flere år med underskud.

”Vi har taget konsekvensen af, at vi ikke har kunnet vende situationen i det polske selskab”, siger Carsten Toft Boesen

Niras beskriver 2014 som et år med god indtjening i forretningsenhederne inden for energi, miljø, forsyning, infrastruktur og udviklingsbistand. Virksomheden oplever en udmærket udvikling på byggeområdet, men har store enkeltprojekter med tab, som forstyrrer billedet og kalder på handling.

”Vi har styrket fokus på at identificere de problematiske projekter hurtigere, så vi kan agere hurtigere og undgå tab. Begge dele for fremadrettet at styrke indtjeningen”, siger Carsten Toft Boesen. Winkler

Fakta
Niras har kontorer i mere end 20 lande i Europa, Afrika og Asien og projekter i mere end 50 lande.
Efter Danmark er Sverige Niras’ største marked.
I Norge ejer Niras datterselskaberne Promitek og SMI.
I Storbritannien ejes selskaberne Niras Consulting og Niras Fraenkel.



Niras A/S
Millioner kroner
2013 2014
Omsætning 1.190 1.255
Primært driftsresultat 48 45
Resultat efter skat 23,1 33,2
Egenkapital 204 229
Antal ansatte 1.375 1.405


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203