23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et bolig- og erhvervsområde nord for Stigsborg Brygge i Nørresundby Midtby.

Planforslaget fremlægges herefter til offentlig høring fra 1. april til og med 27. maj.

Lokalplanen er udarbejdet for at give mulighed for opførelse af boliger og erhverv i området nord for Stigsborg Brygge.

Lokalplanen skal sikre, at der kan opføres bebyggelse i op til fem etager på maksimalt 21 meter, og at bebyggelsen arkitektonisk tilpasses den attraktive og synlige placering. Derfor stilles der i lokalplanen krav om, at bebyggelsen opføres i et varieret udtryk med tilhørende attraktive fællesarealer.

Lokalplanen skal også sikre, at området holdes åbent med et offentligt grønt areal, Ramblaen, der skal fungere som bindeled mellem de omkringliggende udearealer og bebyggelser. Ramblaen skal beplantes og indrettes, så det kan blive et attraktivt samlingssted for aktiviteter og ophold.

Området er ifølge kommuneplanen en del af det udpegede byomdannelsesområde ”Stigsborgkvarteret”. Ny bebyggelse i lokalplanområdet ses som en forløber for den kommende byomdannelse.

NØRRESUNDBY: Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 1-2-113 Boliger på Thistedvej og Sydvestvej, Nørresundby Midtby endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet for at gøre det muligt at opføre boliger på Sydvestvejs tomme grunde samt skabe et korrekt planlægningsmæssigt grundlag for de boliger, som allerede findes inden for lokalplanens område.

Klagefristen til Natur- og Miljøklagenævnet udløber 29. april, og klagefristen til domstolene udløber 1. oktober 2015.

REGION MIDTJYLLAND

STRUER: Teknik- og Miljøudvalget i Struer Kommune bliver på sit møde den 9. april bedt om at give dispensation til indretning af en restaurant og bed and breakfast-faciliteter hos Vest Bowl i Bredgade. Centret er omfattet af lokalplan nr. 282, som fastsætter anvendelsen til lettere erhverv, udvalgsvarebutikker for særligt pladskrævende varegrupper og sports- og fritidscenter. De ansøgte aktiviteter er ikke umiddelbart omfattet af lokalplanens bestemmelser, hvorfor der søges om dispensation.

Administrationen indstiller, at der meddeles dispensation fra lokalplanen som ansøgt.

BARRIT: Hedensted Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan 1090 for et erhvervsområde ved Barrit Langgade og Barrit Hulevej i Barrit til offentlig høring.

Lokalplanen har til formål at sikre den forsatte anvendelse af området til erhverv samt sikre udvidelsesmuligheder for virksomhederne indenfor lokalplanområdet.

Konkret ønsker metalvirksomheden Haco A/S at udvide deres produktion, hvilket forudsætter en tilbygning til færdigvarelageret, samt en afdeling til overfladebehandling af emner.

Forslaget til lokalplan og et tilhørende tillæg til kommuneplanen samt tillæg til spildevandsplanen er fremlagt til høring frem til 22. maj.

REGION SYDDANMARK

ODENSE: Tre odenseanske arkitektfirmaer - nemlig Creo Arkitekter, Isager Arkitekter og Johannesen Architects er indbudt til en idekonkurrence med forslag til arkitektur og udformning af det kommende veteranhjem i Odense.

Byggeriet etableres som et nybyggeri i haven ved Soldaterhjemmet Dannevirke i smukke og rolige omgivelser tæt ved Ansgar Anlæg på Sdr. Boulevard.

Veteranhjemmet skal rumme to i udgangspunktet meget forskellige funktioner. Det skal fungere som et midlertidigt hjem for traumatiserede veteraner, der i en periode har brug for absolut ro og privatliv for at kunne håndtere tilværelsen. Samtidig skal veteranhjemmet være et naturligt samlingssted for veteraner og deres pårørende, fortæller rådmand Steen Møller, der også er formand for det netop nedsatte byggeudvalg.

Etableringen af veteranhjem Odense er et samarbejde mellem Odense Kommune, Soldaterhjemmet Dannevirke og Fonden Danske Veteranhjem.

Folketinget bevilgede i december 2014 otte mio. kroner til byggeriet, der forventes påbegyndt i september dette år. Den formelle bygherre er Fonden Danske Veteranhjem, der har etableret de tre eksisterende veteranhjem på Frederiksberg, i Fredericia og Aalborg.

REGION SJÆLLAND

RØDBY: Lolland Kommune har meddelt landzonetilladelse til opførelse af en tilbygning på 375 kvm til eksisterende ladebygning på ejendommen Norrevej 1, Rødby.

SOLRØD: Solrød Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan for Trylleskov Strand til offentlig høring frem til 4. juni.

Solrød Kommune ønsker at fortsætte udviklingen af det nye byområde Trylleskov Strand, og lokalplanen skal muliggøre boligbyggeri på boligø 11, der ligger på sydsiden af Fåreager ved Trylleskov Allé. Der skal opføres tæt-lav boliger i to etager i form af rækkehuse på stedet.

Den nye bydel Trylleskov Strand skal med tiden rumme op til 750 boliger. Foruden boliger er der opført en integreret daginstitution ”Tryllehytten”, og der er plads til et supermarked samt mulighed for kontor- og serviceerhverv.

Den nye bydel Trylleskov Strand skal være en ny type haveby. Bebyggelsen samles på øer, der ligger let hævet i forhold til det omkringliggende grønne landskab.

Boligområdet bliver bearbejdet landskabeligt, så det i fremtiden får engkarakter med vandhuller og delvist våde områder mellem bolig­øerne i bydelen. For at skabe engkarakteren med periodevise oversvømmede enge og vandhuller, ledes overfladevandet fra belægninger og hustage ud i landskabet i dertil udgravede småsøer.

Bebyggelsen på boligø 11 som er omfattet af denne lokalplan, bliver indrettet som et gårdrum/ankomst-areal med parkerings- og opholdsareal omkranset af 32 toplans rækkehuse.

Boligøen er cirka 7.200 kvm.

ROSKILDE: Roskilde Byråd har besluttet at igangsætte udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg 13 for Rughaven og Sankt Hans Gade i Roskilde.

Ejeren af Rughaven 24 vil gerne bygge et enfamiliehus på sin grund. Det kræver en ændring af den gældende byplanvedtægt, fordi grunden er udlagt til parkeringspladser til en ny etageboligbebyggelse på naboejendommene Sankt Hans Gade 13-19.

Ejerne af Sankt Hans Gade 13-15 ønsker at beholde muligheden for at bygge etageboliger på deres grund.

Forvaltningen foreslår derfor en ændring af kommuneplanen, som giver mulighed for, at der kan bygges et enfamiliehus på Rughaven 24, samtidig med at muligheden for at bygge nye byhuse bevares på Sankt Hans Gade 13-19.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109