23948sdkhjf

Metro-arbejdere får nu deres løntilgodehavende

Fagforening åbner for udbetaling til Cipa-ansatte, der endnu ikke er medlem
I løbet af det næste halve år vil Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) modtage 22 mio. kroner fra den italienske metroentreprenør Cipa.

Pengene kommer imidlertid ikke til at ligge i fagforeningens pengekasse. De vil havne hos de mange polske, rumænske og italienske betonarbejdere, der er blevet snydt, fordi deres arbejdsgiver ikke betalte efter overenskomsten.

Det oplyser Silas Grage, faglig sekretær i BJMF.

En faglig voldgift idømte for godt to uger siden Cipa en bod på 22 mio. kroner for overenskomstbrud og manglende løn for en periode på 15 måneder.

De 4,9 mio. kroner var øremærket til 38 navngivne arbejdere, hvis forhold var dokumenteret og anvendt som bevismateriale i voldgiftsretten. For en enkelt af de ansatte er der tale om efterbetaling på over 400.000 kroner.

Opmanden vurderede skønsmæssigt, at virksomhedens samlede besparelse for de øvrige medarbejdere var godt 17 mio. kroner.

”Alle Cipa-ansatte, der er omfattet af kendelsen, vil som udgangspunkt kunne få efterbetalt deres tilgodehavende. Vi har i øjeblikket 200 medlemmer blandt de ansatte hos Cipa, men også ikke-medlemmer kan henvende sig og melde sig ind med tilbagevirkende kraft. Så vil vi beregne deres tilgodehavende”, siger Silas Grage.

Den faglige sekretær erkender, at det er usædvanligt, at en fagforening tilbyder økonomisk hjælp med tilbagevirkende kraft til nyindmeldte medlemmer.

”Normalt skal man være medlem af en fagforening i minimum tre måneder for eksempelvis at være berettiget til strejkeunderstøtte og anden økonomisk hjælp, men situationen i Cipa har været usædvanlig. Mange har simpelthen ikke turdet melde sig ind i fagforeningen af velbegrundet frygt for at blive fyret, men nu har vi 200 medlemmer, og alene mængden gør, at de automatisk er beskyttet. Derfor forventer vi, at en del af de øvrige nu vil melde sig ind”, siger Silas Grage.

Cipa beskæftiger i øjeblikket knap 400 betonarbejdere på en række af Cityringens byggepladser.

BJMF har aftalt med Cipa og hovedentreprenøren CMT, at Cipa kan betale boden i syv rater over seks måneder. Første afdrag lyder på fem mio. kroner og skal falde i dag, fredag.
Læs mere om: Bod
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094