23948sdkhjf

Ny Øresundstunnel har lange udsigter

Erhvervslivet og lokal- og regionspolitikerne ønsker en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg - men Folketinget siger nej
En ny fast forbindelse mellem Danmark og Sverige med udgangspunkt omkring Helsingør og Helsingborg er skudt langt ud i fremtiden. Danmark vil ikke være med.

Svenskerne vil have en ny fast forbindelse til Danmark, men vil have danskerne med - dels af hensyn til finansieringen - dels fordi det er nødvendigt at anlægge ny motorvej og jernbane i den reserverede Ring 5-korridor.

Store dele af det nordsjællandske erhvervsliv synes om idéen. Det samme gør mange nordsjællandske lokal- og regionspolitikere. Men Folketinget er mere end lunken og mener ikke, det er investeringer, der skal prioriteres de første mange år.

Det afsløredes på en konference, som tværsundsnetværket HH-gruppen afviklede forleden. Her forsøgte man at markedsføre et svensk forslag om at bygge to tunneler mellem Helsingør og Helsingborg: En persontogtunnel mellem de to kystbyer og en motorvejs- og godsjernbanetunnel lidt sydligere med landgang omkring Snekkersten.

Markedsføringen stødte imidlertid på klar afvisning fra de deltagende folketingspolitikere, som dermed bakker op bag transportminister Henrik Dam Kristensen (S), der har været hurtig til at skyde en ny fast forbindelse over Øresund til et langt hjørne. Han ser ikke noget behov.

Havnetunnel først

Venstres Øresundsordfører, Martin Geertsen, og Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, gav begge udtryk for, at andre infrastrukturprojekter presser sig meget mere på i hovedstadsområdet eksempelvis en københavnsk havnetunnel.

- Der er ikke penge at fordele før i 2020, og der er derfor heller ingen grund til at lave forundersøgelse af noget, som ikke bliver prioriteret de første mange, mange år, sagde Kim Christiansen.

Det socialdemokratiske medlem af trafikudvalget og formand for Folketingets erhvervs- og vækstudvalg Karin Gaardsted slog også fast, at en HH-forbindelse ikke er øverst på agendaen.

- Vi skal have overblik over de store infrastrukturprojekter i fremtiden, og i et sådan helikopterperspektiv skal HH-forbindelsen også vurderes. Den helt store udfordring i forbindelse med en HH-forbindelse er, hvorledes infrastrukturen skal være i baglandet. En HH-forbindelse kommer på et tidspunkt, men der er mange udfordringer, der skal løses inden, sagde hun.

Officiel undersøgelse

Trods den entydige afvisning fra folketingspolitikerne, bevarer en af HH-forbindelsens fremmeste tilhængere, Helsingørs borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V), optimismen. Han føler sig overbevist om, det vil lykkes at overbevise Folketinget om, at der gennemføres en officiel dansk undersøgelse.

- Der forestår en lang og vigtig debat, hvor vi skal have fundet tilfredsstillende svar på de mange relevante spørgsmål, som blev rejst på HH-konferencen, herunder også spørgsmålet om en ny ringforbindelse rundt om København. Derfor er det vigtigt, at der gennemføres en officiel undersøgelse af perspektiver og forudsætninger for en fast HH-forbindelse set fra Danmarks side, sådan som der er udtrykt ønske om fra et enigt KKR Hovedstaden og Region Hovedstaden. Det vil vi arbejde for at få sat i gang, sagde Johannes Hecht-Nielsen efter konferencen.

Ring 5 nødvendig

Hvis det ikke havde været tindrende klart før konferencen, så blev det af eksperter fra begge sider af Øresund slået fast, at faste forbindelser mellem Helsingør og Helsingborg er meningsløse uden investeringer i ny infrastruktur på dansk side for at få ikke mindst det ambitiøst store antal godstog sporet uden om kystbanen og København.

- Godstogsforbindelsen kan ikke gennemføres uden jernbane i Ring 5-korridoren, og derfor er Ring 5 HH-forbindelsens forudsætning, fastslog John Hultén, strateg i Trafikverket, den statslige svenske styrelse, som har været med til at udarbejde rapporten om de to HH-tunneler.

Ifølge Trafikverkets prognoser forventes der i 2030 ved anlæg af en HH-tunnel 135 godstog over eller under Øresund hvert døgn, heraf 91 via HH. I dag passerer der gennemsnitligt 30 godstog gennem Øresundsforbindelsen. Prognosen forudser også 28.000 dagligt rejsende med persontog og 21.000 bilrejser hvert døgn i 2030 alene via HH.

Nordsjællandsk erhvervsliv og fagbevægelse støtter den faste forbindelse og de nødvendige følgeinvesteringer på dansk jord.

- Det vil skabe nye arbejdspladser langt ind i regionerne på begge sider af sundet, og samtidig vil det betyde hurtigere adgang til 100.000 arbejdspladser. Der er ingen tvivl om, at der kommer en del transittrafik, men både tunnel og Ring 5 vil skabe både lokal og regional vækst, sagde Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093