23948sdkhjf

Lodtrækning vækker undren i byggeriet

Dansk Byggeri er umiddelbart ikke begejstret for udbudsformen til Game StreetMekka Esbjerg
Lodtrækning som værktøj til at koble totalentreprenører sammen med arkitektrådgivere i forbindelse med omdannelsen af den gamle DSB-remise i Esbjerg til Game StreetMekka Esbjerg får umiddelbart advarselslamperne til at lyse i Dansk Byggeri.

Torsdag beskrev Licitationen - Byggeriets Dagblad den udbudsmodel, som er valgt til realiseringen af Game StreetMekka Esbjerg - et gaderum til blandt andre skatere, parkour-udøvere og graffitimalere.

Esbjerg Kommune har stået for at finde totalentreprenører, som også har ingeniørrådgivningen inkluderet i sit team, og det er foregået ved, at kommunen har indbudt virksomheder til at afgive bud.

Arkitekt-, landskabsarkitekt-, og skaterådgiverydelserne er derimod blevet udbudt med henblik på at prækvalificere tre teams, som ved lodtrækning skal sammensættes med de tre valgte totalentreprenører fra Esbjerg-området, så der i sidste ende vil være tre tilbudsteams, der skal afgive tilbud på totalentrepriseudbuddet.

- Hvis det er vigtigt at få landsdækkende rådgivere, hvorfor gælder det så ikke også entreprenørerne, spørger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

Anbefaler anden løsning

Torben Liborius forstår heller ikke, hvorfor man ikke har valgt en mere traditionel udbudsmodel med arkitektkonkurrence først og udbud om entreprenøropgaven efterfølgende - eller i stedet lade samarbejdsparterne finde sammen selv.

- Jeg kan ikke se behovet for lodtrækning i dette projekt. Hvis man mener, at der er behov for tidlig inddragelse af entreprenøren, så eksempelvis materialeløsninger kommer i spil tidligt, så skulle man måske i stedet have ladet de forskellige parter finde sammen selv. På den måde kunne man måske få fat i virksomheder, som før har arbejdet sammen om skateløsninger, siger han.

Ifølge Torben Liborius øger det produktiviteten i byggeriet, når de samme samarbejdsparter gentagne gange samarbejder.

Til spørgsmålet, om man ikke kunne forestille sig, at der ved lodtrækning ville komme nye kreative løsninger frem, fordi man sætter virksomheder til at samarbejde, som ellers normalt ikke ville have fundet sammen, svarer Torben Liborus:

Udfordrer modeller

- Samlet set er flere ulemper ved metoden end fordele ved gentagne samarbejder. Det kan også være med til at øge kreativiteten, at virksomheder samarbejder flere gange. Så kan man kigge på, hvordan man gjorde sidst og ud fra det finde forbedringer og nye løsninger. Dygtige bygherrer siger til virksomhederne: Vælg nogen, I arbejder godt sammen med.

Projektchef Lars Autrup fra Realdania, som er samarbejdspartner i Game StreetMekka-projektet, siger, at det er et fokus på prisen, der gør, at man ikke har valgt først at udbyde en arkitektkonkurrence for derefter at udbyde entreprenørarbejdet.

- Prisen er vigtig både for os og for Esbjerg Kommune. Vi vil se, hvor meget vi kan få for pengene, og derfor har vi udbudt projektet i en totalentreprise, siger han og fortæller, at forklaringen på, hvorfor entreprenørdelen ikke er udbudt landsdækkende, når arkitektrådgivningen er, ligger i, hvad den ene part og den anden part ønsker.

Helt overordnet siger Lars Autrup om den valgte udbudsmodel:

- Vi mener, at der er mange gode ting ved de traditionelle udbudsmodeller og -former, men vi prøver at udfordre dem, så vi opnår de bedst mulige resultater. Vi mener, at vi har en pligt til at udfordre modellerne for at få erfaringer om, hvordan man gør det bedre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096