Milliardstort prishop på Lynetteholm møder kras kritik
Da By & Havn tidligere i denne måned valgte entreprenørselskabet Aarsleff til at anlægge anden fase af den kunstige halvø Lynetteholm ved København, fulgte nyheden om et markant prishop med.
Siden Folketinget i 2021 vedtog en anlægslov for projektet, er prisen vokset med mere end 34 pct. Dengang var prisen 3,1 mia. kr., men nu er de samlede anlægsomkostninger vokset til 4,2 mia. kr.
- Jeg har længe været bekymret for det økonomiske fundament, og denne udvikling underbygger blot min modstand over for projektet. Der er fortsat mange ting, der skal gå op i en højere enhed, mens milliarderne bare ruller derudad, siger teknik-og miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, (Ø) til Politiken.
Fase to af projektet, som Aarsleff skal stå for, har en samlet kontraktsum på 2,15 mia. kr.
Samtidig er de samlede anlægsomkostninger vokset til 4,2 mia. kr., hvilket er cirka 12 pct. højere end seneste skøn. Men hvis man ser tilbage til 2021, hvor Folketinget som nævnt banede vejen for Lynetteholm, var prisen 3,1 mia. kr.
By & Havns forklaring
Ingvar Sejr Hansen, salgs- og udviklingsdirektør i By & Havn, har tidligere peget på en række faktorer, der ligger bag prisstigningerne, over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Det er svært at sige helt præcist, men da vi indgik kontrakten for fase et, regnede vi med, at prisen i den fase var retningsgivende for fase to. Men der er en række ting ved fase to, som er anderledes end fase et, for eksempel mere besværlige arbejdsgange, hvorfor enhedspriserne ikke er de samme, sagde Ingvar Sejr Hansen i den forbindelse.
Han fremhævede desuden eksterne faktorer som krigen i Ukraine, stigende brændstofpriser og højere lønomkostninger på grund af inflationen