Megaprojekterne kører helt skævt
Tre milliarder kr.
Så meget skal Region Hovedstaden nu låne for at færdiggøre supersygehusene ved Bispebjerg i København og i Nordsjælland. Hertil kommer betydelige forsinkelser. Mange andre sygehusprojekter er også nødlidende.
Den alvorlige situation er et bevis på, at regionerne ikke har haft kompetencerne til at styre så komplicerede byggerier. Det er gået ud over udbuddenes kvalitet, planlægningen af byggeriet og nu også budget og tidsplan.
Når problemerne rammer - ikke mindst i en politisk styret organisation som Region Hovedstaden - skal aben placeres et sted. Politikerne og regionens administration er derfor hurtige til at pege på hovedentreprenøren. Ikke mindst hvis denne er udenlandsk, er entreprenøren den syndebuk der ligger lige for.
Så fyger det i luften med beskyldninger om manglende forståelse for den danske model, dårlige underentreprenører og udenlandske selskaber som ikke har sat sig ordentligt ind i de danske forhold.
Ofte står entreprenørerne herefter med en svær sag. Nemlig forklaringen om, hvorfor de offentlige udbud ikke er realistiske. Det sker samtidigt med, at bygherren går i medierne og skælder ud.
Skandalen med supersygehusene har dog sit udspring et andet sted end blot hos entreprenøren. Regionerne har ikke været deres ansvar voksent og erkendt, at de var pisket til at trække ekstra rådgivning ind for at tilrettelægge udbuddene, så de var realistiske både hvad angår budget og tidsplan.
Tit og ofte råber entreprenørerne vagt i gevær, når de i løbet af forhåndsdialogen kan se, at enderne ikke kan mødes. Men bygherren har sit politisk vedtagne budget og er ikke til at rokke.
Budgetterne er tit af politiske grunde sat for lavt, tidsplanen er presset og ønsket om at demonstrere at ”nu er vi i gang” overskygger kvaliteten i udbudsprojekterne.
Region Hovedstaden har delvist erkendt problemet, og inddrager nu eksterne eksperter i deres udbud, så processerne kan tilrettelægges realistisk. Det er på høje tid, at der reageres.
For konsekvensen er meget klar: Færre og færre entreprenører ønsker at give et tilbud, da de med et halvt øje kan se, at budgettet i et projekt langt fra hænger sammen. Det betyder mindre konkurrence, færre faglige input i forhåndsdialogen med bygherrerne og dårligere projekter.
Siger entreprenøren ja tak til en opgave er der en risiko for, at budgetterne må lægges om midt i anlægsperioden og tidsplanerne skrider. For slet ikke at tale om de krav som entreprenørerne må sende til bygherren efterhånden som det viser sig, at udbudsmaterialet langt fra har taget højde for alt.
Tit sker det også, at bygherren ændrer på projektet undervejs. Det koster arbejdstimer og løn, men bygherrens forståelse herfor er ikke tilstede. Entreprenøren ender med at stå alene med ansvaret, hvilket er urimeligt.
Rigsrevisionen er nu gået ind i sagen om Nyt Hospital Nordsjælland. Revisionen skal undersøge, om regionen og Sundhedsministeriet har levet op til deres ansvar.
Men hvordan kommer vi videre? Vejen frem er styrket forhåndsdialog mellem bygherre og entreprenør samt en større tillid mellem parterne.
Men endnu vigtigere må bygherrerne til at forstå, at kun gennem udbud der er realistiske, får de realistiske tilbud der kan realiseres indenfor tids- og budgetrammerne.
