23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Folketingets nye supplerende medlemsboliger klar til indflytning

Efter et år med ombygning af gamle kontorlokaler til 41 moderne lejligheder i København overdrager Skou Gruppen nu nøglerne til bygherren, Folketinget.

Lejlighederne på Anker Heegaards Gade er bygget i en bevaringsværdig ejendom fra 1925, som tidligere indeholdt kontorer, hvor bl.a. Rigspolitiet har holdt til. Ejendommen er nu klar til at blive taget i brug af Folketinget som supplerende boliger til folketingsmedlemmer fra provinsen, der har brug for et sted at overnatte, når de er på arbejde i København.

Byggeriet har været i gang i et år, og det er en tilfreds bygherre, der nu står med nøglerne i hånden.

”Lejlighederne fremstår flotte, og vi har fået meget bolig for pengene. Vi har lagt vægt på, at lejlighederne skulle være af en god kvalitet, og det er lykkedes inden for en presset tidsramme og et begrænset budget til materialer,” siger chef for Folketingets Byggesekretariat, Kasper Jacoby.

De 41 lejligheder har et nettoareal på mellem 50 og 60 kvadratmeter.

Fra mørke kontorer til moderne, lyse lejligheder
Bygningen er en klassisk korridorejendom, og derfor var det nødvendigt at rive et stort antal vægge ned for at ombygge kontorerne til moderne lejligheder, der overholder nutidens krav.

Nedrivningen betød desuden, at SWECO Architects, som var arkitekt og totalrådgiver på byggesagen, kunne disponere frit over placeringen af lejlighederne og skabe bedre lysindfald i den dybe bygning.

”Da vi skitserede på indretningen, lagde vi vægt på, at lejlighederne skulle være gennemlyste. Derfor er de bygget tværgående fra facade til facade, hvor soveværelset vender mod den stille gård, og køkkenalrum vender mod Anker Heegaards Gade,” forklarer arkitekt og byggeleder, Hans Arbøl fra SWECO Architects, og fortsætter:

”Lejlighederne er lyse og funktionelle, og geometrien og udførelsen er meget vellykket.”

Ombygningen indebar også, at der skulle bygges tre nye trappeopgange for at give adgang til lejlighederne.

”Denne type ombygning er en stor og spændende operation. Bl.a. har vi måtte styrke ejendommens fundament med en pælefundering på grund af de nye trappeopgange. Desuden har vi etableret en brandmur mellem Folketingets del af ejendommen og den øvrige del. For at bygge brandmuren skar vi hul oppe fra taget og hele vejen ned til kælderen, så man kunne se hele vejen op gennem bygningen. Derpå murede vi op gennem alle etager,” forklarer Martin Skou Heidemann, direktør i Skou Gruppen, som har været hovedentreprenør på byggesagen.

Han tilføjer:

”Ved ombygninger støder man altid på uforudsete udfordringer, og det har vi også gjort denne gang. Men alle udfordringer er løst på bedste vis i tæt samarbejde med SWECO Architects, bygherre og bygherres rådgiver, Munksgaard plus Andersen.”

Resultatet båret af et godt samarbejde
På grund af byggeprojekts kompleksitet og stramme tidsplan var det vigtigt for Folketingets Byggesekretariat at finde partnere, som havde dokumenteret erfaring med samarbejde om store, komplicerede byggesager. Samarbejdet mellem Folketingets byggesekretariat, Munksgaard plus Andersen, SWECO Architects og Skou Gruppen er lykkedes, og tidsfristen er overholdt.

”Vi har været meget glade for samarbejdet. De forskellige parter har til fulde udfyldt deres respektive roller i processen. De input, vi som bygherre har fået undervejs, har resulteret i et bedre byggeri, ” siger Kasper Jacoby.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Send til en kollega

0.094